Kommunalbestyrelsen har ansvaret for planlægning af vandforsyningen til kommunens borgere og industri. Samtidig skal kommunen virke for beskyttelse af grundvandet igennem indsatsplaner og handleplaner i forlængelse af de statslige vandplaner.
Forsyningen af drikkevand fra vandværker og private anlæg er i dag baseret på grundvand. Det samme gælder indvinding til vanding i landbruget og til industri. Det er derfor meget vigtigt at beskytte vores grundvand mod overforbrug og forurening, så vi også i fremtiden kan have en tilstrækkelig forsyning med drikkevand af god kvalitet. Endvidere skal vi sikre at vandforsyningen ikke sker på bekostning af natur. Bruger vi for meget grundvand kan det betyde, at vandløb, søer og vådområder tørrer ud, hvilket er til skade for dyre- og plantelivet.
Se også afsnit om Grundvandsbeskyttelse og Vandmiljø.
- At sikre det nuværende og fremtidige behov for tilstrækkelig og kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning til borgerne og erhvervsliv (jordbrug, industri m.v.)
- At drikkevandsforsyningen baseres på rent grundvand uden behov for videregående vandbehandling
Faaborg-Midtfyn Kommune er omfattet af 4 statslige vandplaner, der opstiller retningslinjer for beskyttelse og indvinding af grundvand.
12.5.1 Placering af nye boringer
Nye boringer til almen vandforsyning skal så vidt muligt anlægges opstrøms byområder og andre forureningskilder, så boringerne ikke udsættes for forureningsrisiko. Kommunen skal sikre, at de til enhver tid gældende vejledende afstandskrav Jf. Dansk Ingeniørforenings norm for almene vandforsyningsanlæg, DS 442 er opfyldt. Derudover skal der tages højde for mulige fladeforureninger med nitrat og pesticider. Kommunen kan efter en konkret vurdering af forureningsrisikoen tillade afvigelse fra denne bestemmelse i særlige tilfælde.
Boringer og brønde til indvinding af grundvand må normalt ikke anlægges inden for en afstand af 500 m fra forurenede grunde, der er registreret efter lov om forurenet jord.
12.5.2 Den almene vandforsyning
På de mindre øer i Faaborg-Midtfyn Kommune tillader grundvandsressourcens størrelse ikke etablering af nye indvindinger til vanding.
Der kan kun i specielle tilfælde gives nye tilladelser til indvinding af vand fra ferske vandområder. De specielle tilfælde omfatter indvinding fra de større vandløbs nedre strækninger, gravede bassiner og afvandingskanaler. Det er en forudsætning, at indvindingen kan ske uden væsentlige miljømæssige gener.
Indvinding fra gravede bassiner kan normalt kun tillades, når bassinerne ikke står i direkte forbindelse med andre vandområder, og såfremt påvirkningen på andre vandområder kan sammenlignes med påvirkning fra grundvandsindvinding. Eventuelle indvindinger behandles som grundvandsindvindinger.
12.5.3 Indvinding af vand til varmeudvinding og køleformål
Indvinding af vand til varmeudvinding og køleformål bør ikke være vandressourceforbrugende og må normalt ikke påvirke vandføringen i vandløb samt vandudskiftning og vandstand i vådområder i øvrigt i sommerperioden.
Grundvand skal derfor efter varmeafgivelsen/varmeoptagelsen normalt ledes tilbage til det jordlag, hvorfra det indvindes.
Indvinding til varmeudvinding og køleformål må ikke virke begrænsende for eksisterende eller fremtidige indvindinger til andre formål.
12.5.4 Vertikale jordvarmeanlæg.
Kommunen giver normalt ikke tilladelse til jordvarmeboringer følgende steder:
- I indvindingsoplande til almene vandforsyningsboringer.
- I områder med særlige drikkevandsinteresser.
- På de mindre øer i Faaborg-Midtfyn Kommune. Der kan dog være tilfælde, hvor jordvarmeboringer vurderes ikke at udgøre en risiko for øens drikkevandsforsyning. I disse tilfælde vil der efter en konkret vurdering kunne meddeles tilladelse.
- I områder med begrænsede drikkevandsinteresser.
Kommunen kan meddele tilladelse:
-
I områder med begrænsede drikkevandsinteresser. På betingelse af, at der ikke er drikkevandsindvinding inden for en radius af 300 meter fra jordvarmeboringen Jf. Bekendtgørelse nr 1019 af 25/10/2009 om jordvarmeanlæg.
Der må ikke anvendes andet end vand med etanol (ikke-denatureret alkohol) og IPA-sprit som væske i jordvarmeanlægget.
Jordvarmeboringer, der ikke længere skal anvendes, skal sløjfes efter bestemmelserne i Bekendtgørelse nr. 1000 af 26/07/2007, om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land.
Vandforsyning i kommunen
Forsyningen af drikkevand til kommunens borgere sker overvejende fra 22 større vandforsyninger og et par mindre vandværker. Desuden er der ca. 500 anlæg, der forsyner en enkelt eller få ejendomme med drikkevand.
Alt drikkevand er baseret på grundvand. Løbende kontrol med vandet fra de større vandforsyninger viser, at der generelt leveres godt drikkevand, der overholder kvalitetskravene. De fleste vandforsyninger indvinder grundvand med en kvalitet, hvor der alene er behov en almindelig simpel vandbehandling. Enkelte vandværker blander vandet fra flere boringer, så vandet til forbrugerne overholder kvalitetskravene. Dette sker, hvis vand fra en enkelt boring ikke lever op til kvalitetskravene og således fortyndes med vand fra andre boringer. Samlet betyder det, at der ikke sker videregående vandbehandling på nogen vandværker i kommunen.
Vandforsyningsplan
Vandforsyningsstrukturen i kommunen fastlægges i vandforsyningsplanen. Planen fastlægger blandt andet hvilke vandforsyninger, der skal indgå i den fremtidige vandforsyning, hvilke dele af kommunen, der påregnes forsynet fra egne indvindingsanlæg eller fra vandværker, angivelse af ledningsnettet for vandværkerne og eventuelle forbindelsesledninger mellem vandværkerne, udbygningen af den almene vandforsyning og en tidsplan herfor.
Kommunens vandforsyningsplan fastlægger vandforsyningsstrukturen i kommunen.
I forlængelse af statens planlægning for grundvand i de statslige vandplaner laver kommunalbestyrelsen indsatsplaner der skal sikre borgerne rent drikkevand i fremtiden.
Mere herom i afsnit om Grundvandsbeskyttelse og Vandmiljø.