Elnettet

Som en del af den politiske aftale om at afskaffe PSO-afgiften blev det den 17. november 2016 besluttet at tilpasse den eksisterende kabelhandlingsplan.

Tilpasningen betyder, at:

  • det eksisterende transmissionsnet på 132 kV og 150 kV bevares som udgangspunkt som luftledninger. Der kabellægges på udvalgte strækninger gennem naturområder og bymæssig bebyggelse,
  • de seks konkrete projekter i forskønnelsesplanen for 400 kV-nettet fastholdes. Tre af disse projekter er gennemført.
  • nye 400 kV-forbindelser etableres med luftledninger med mulighed for kompenserende kabellægning på udvalgte strækninger og med mulighed for kabellægning af 132-150 kV-net i nærheden af 400 kV-luftledninger.
  • nye 132-150 kV-forbindelser etableres med kabler. I forhold til de tidligere politiske rammer for etablering og kabellægning af transmissionsnet betyder dette, at kabelhandlingsplanen fra 2009 ikke vil blive videreført, og at nye 400 kV anlæg vil kunne etableres som luftledninger i stedet for kabler.
  • at nye højspændingsanlæg så vidt muligt etableres som jordkabler og
  • at kabellægning af luftbårne elledninger sker, hvor luftledninger i dag giver de største landskabelige gener eller, hvor de påvirker by udviklingen i negativ retning

12.3.1 Hensyn til landskab og befolkningens sundhed

Ved udbygning og sanering af højspændingsnettet skal befolkningens sundhed og hensynet til landskabs- og naturværdier prioriteres højt

12.3.2 Byudvikling og elnettet

Som hovedregel må der ikke udlægges områder til byudvikling eller meddeles tilladelse til miljøfølsom arealanvendelse, herunder til spredt bebyggelse, indenfor en vejledende konsekvenszone på 50 meter på hver side af luftbårne ledningstracéer, og 10 m på hver side af nedgravede ledninger.

12.3.3 Afstand til luftledninger

Høje objekter nær Eltransmissions luftledningsanlæg, bør som minimum placeres i en afstand på objektets fulde totalhøjde fra respektafstanden* langs luftledningsanlægget.

12.3.4 Afstand til jordkabler

Høje elektrisk ledende objekter nær Eltransmissions jordkabelanlæg, bør ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden* til jordkabler, uden foranstaltninger for beskyttelse mod spændingsstigning i jorden.

12.3.5 Beplantning inden for deklerationsarealet for luftledninger

I deklarationsarealet for luftledninger tillades ikke skovrejsning samt beplantning med træer og buske, der bliver mere end 3 m høje. Træer over 3 m over terræn vil overskride respektafstanden*, over terræn, til ledningerne, hvormed der kun kan arbejdes efter arbejdsinstruktion fra ledningsejer.

12.3.6 Beplantning uden for deklerationsarealet for luftledninger

Beplantning udenfor deklarationsarealet, kan ske såfremt det sikres, at træer ikke kan vælte og beskadige el-anlæg. Af sikkerhedshensyn anbefales den vandrette respektafstand på 15 m til nærmeste luftledning i mente, når man planlægger beplantning jf. vejledningen, således træer ikke kan vælte indenfor respektafstanden.

*Respektafstanden som er fastsat for at give betryggende sikkerhed ved arbejde i nærheden af elforsyningsanlægeller ved uheld og ulykker. Respektafstanden er beskrevet i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 5a, § 6.8(BEK nr. 309 af 27/04/2009)

Når det overordnede transmissionsnet (400 kV) skal udbygges, skal der tages hensyn til både økonomiske og landskabelige interesser. Økonomisk foretrækkes luftledninger. Da luftledninger skæmmer landskabet, vil kommunen arbejde på at disse transmissionsnet nedgraves. Nye 132/150 kV-forbindelser vil kommunen altid forsøge at få lagt som jordkabler. 

Deklarationsområder

Energinets elanlæg er generelt sikret ved tinglyst deklaration. Om der planlægges, skovrejsningsområder, erhvervsområder, råstofområder(grave-/interesseområde), biogasanlæg, affaldsbehandling, vejanlæg, cykelsti, boligområder, terrænregulering el. lign. skal det understreges, at der langs kabelanlæggene er tinglyst deklaration. Det betyder bl.a., at der inden for en given afstand til luftledninger/jordkabler ikke uden meddelt dispensation kan etableres anlæg af nogen art, herunder beplantning, eller foretages terrænændringer. Deklarationsarealet administreres meget restriktivt, hvormed dispensation ikke kan forventes meddelt.

Forsigtighedsprincip og magnetfelter

Overalt, hvor der bruges, produceres eller transporteres elektrisk strøm, vil der være magnetfelter. Det betyder, at der vil være magnetfelter tæt på alle elforsyningsanlæg og el-apparater, uanset om det er transformere, luftledninger eller jordkabler. Felternes størrelse afhænger af, hvor megen strøm, der går i ledningen eller apparatet, og de aftager kraftigt med afstanden.

I Danmark er der ingen minimumsafstande eller grænseværdier, der angår eventuelle langtidsvirkninger af magnetfelter fra højspændingsanlæg. Det vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ikke er tilstrækkelig videnskabelig baggrund for.

I stedet har vi et forsigtighedsprincip, som er en anbefaling fra Sundhedsmyndighederne.

Forsigtighedsprincippet omfatter eksponering fra magnetfeltet og er formuleret således:

”Nye boliger og institutioner, hvor børn opholder sig, bør ikke opføres tæt på eksisterende højspændingsanlæg. Nye højspændingsanlæg bør ikke opføres tæt på eksisterende boliger og børneinstitutioner. Begrebet ”tæt på” kan ikke defineres generelt, men må afgøres i den konkrete situation ud fra en vurdering af den konkrete eksponering.”