Overalt i Europa er naturen under pres, og dyr og planter går tilbage i antal og udbredelse. De internationale naturbeskyttelsesområder (natura 2000 områder) danner et økologisk netværk af beskyttede naturområder gennem hele Europa. Den internationale beskyttelse omfatter desuden en række sjældne og truede arter, uanset hvor deres levesteder er. Værdien af den internationale beskyttelse er helt afhængig af, hvorledes vi nationalt og lokalt administrerer beskyttelsesområderne, levestederne for de sjældne og truede arter og i sidste ende i særlig grad, hvordan driften i jordbruget udføres lokalt. Det er således af stor betydning for den samlede europæiske naturbeskyttelse, at vi lokalt yder vores indsats for de internationalt værdifulde naturområder og de i international sammenhæng sjældne og sårbare arter.
Den gunstige bevaringsstatus for de naturtyper og arter, der udgør udpegningsgrundlaget for de enkelte Natura2000 områder i kommunen, skal genoprettes og/eller bevares i overensstemmelse med statens målsætninger og de statslige/kommunale handleplaner for Natura2000 områderne.
7.1.1 Udpegning af naturkvalitet og internationale beskyttelsesområder
Udpegningerne fremgår af Hovedkort 3A: Naturkvalitet og internationale beskyttelsesområder, hovedkort 6.
7.1.2 Beskyttelses og videre udvikling af internationale beskyttelsesområder
De internationale naturbeskyttelsesområder skal beskyttes og videreudvikles, så de arter og naturtyper, som er grundlaget for udpegningen, sikres eller genoprettes til en gunstig bevaringsstatus.
7.1.3 Aktiviteter og anlæg inden for de internationale beskyttelsesområder
De internationale naturbeskyttelsesområder skal friholdes for aktiviteter og anlæg mv., som kan indebære en forringelse af områdets naturtyper og levesteder for de arter, området er udpeget for. Dette gælder også for aktiviteter og anlæg uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, som kan have indvirkning inde i områderne.
7.1.4 Beskyttede dyrearter
Levevilkårene for arterne på Habitatdirektivets bilag IV og på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I skal forbedres, og deres levesteder skal beskyttes både i og uden for de internationale naturbeskyttelsesområder.
De internationale naturbeskyttelsesområder er sammensat af Ramsarområder – som skal beskytte de mest værdifulde vådområder af hensyn til vandfugle, EF-fuglebeskyttelsesområder – som skal beskytte levesteder for truede yngle- og træk-fugle, og EF-habitatområder - der er bevaringsområder for sjældne naturtyper og truede arter.
Der er i 2016 vedtaget statslige Natura 2000 planer for de ni Natura 2000 områder, som har arealer beliggende i Faaborg-Midtfyn Kommune. For de samme ni områder er der i 2016 vedtaget statslige/kommunale handleplaner for indsatsen i planperioden 2016-2021. Områderne er vist på et kortbilag til dette afsnit.
Natura 2000 områder er en samlende betegnelse for Ramsarområderne, EF-fuglebeskyttelsesområderne og EF-habitatområderne. De internationale naturbeskyttelsesområder danner tilsammen et økologisk netværk af beskyttede naturområder gennem hele EU. Således tages der lokalt og regionalt vare på naturtyper, arter og deres levesteder, så naturbeskyttelsesområder og arter der er vigtige i international sammenhæng sikres en samlet indsats for at bevare og styrke en rig og mangfoldig natur.
Der må ikke ske en negativ påvirkning af de arter og naturtyper, som områderne er udpeget for. Det betyder, at enhver negativ påvirkning – i eller udenfor de udpegede områder – som hovedregel vil blive vurderet som væsentlig. Beskyttelsen af de udpegede områder kan kun fraviges, når der foreligger bydende nødvendige samfundsinteresser, og der ikke findes nogen alternativ løsning.
De internationale beskyttelsesinteresser omfatter ud over de udpegede områder også en streng beskyttelse af forskellige plante og dyrearter og deres leve-, yngle-og rasteområder uanset hvor de findes.
Det gør vi
Vi vil i samarbejde med lodsejere, dyreholdere og organisationer søge at opfylde de mål, der er opstillede i de statslige Natura 2000planer ud fra den prioritering, der er opstillet i de statslige/kommunale handleplaner.
Vi vil indgå i nationalt og internationalt samarbejde om bevarelse af den biologiske mangfoldighed.