Friluftsliv

Kommunalbestyrelsen har store visioner for friluftslivet og naturen i kommunen. Vi har noget af Danmarks skønneste natur. Det skal flere have glæde af. Derfor vil vi gøre det endnu lettere at udfolde sig i naturen. At dyrke den og leve af den. Vi ønsker at dele vores natur med resten af Danmark. Derfor inviterer vi til friluftsaktiviteter i Tarup-Davinde, Det Sydfynske Øhav, i bakkerne og på øerne og giver smagsprøver på alt det gode, vi kan. Vi vil være kendt for vores natur, vores kvalitetsrige råvarer og det gode liv, vi skaber sammen. Det er et særligt indsatsområde, at kommunen kan tilbyde et bredt spektrum af naturoplevelser og de bedste muligheder for friluftsliv af høj kvalitet.

Gode muligheder for friluftsliv bidrager positivt til udviklingen af kommunens 3 egne. Adgangen til natur og muligheden for at udfolde sig i det fri er vigtigt for stort set alle kommunens borgere fra nord til syd. Med en massiv satsning på turisme relateret til aktiv ferie og adgang til kommunens unikke landskaber, er gode vilkår for friluftslivet til lands og til vands essentielt for udnyttelse af turismepotentialet såvel som bosætningspotentialet. Det kræver dog en målrettet indsats og god helhedsorienteret planlægning at udvikle potentialet for friluftsliv i overensstemmelse med sikring af natur, miljø og landskab.

  • Vi skal være kendt som et af Danmarks bedste områder for friluftsliv og motion i naturen - det aktive udeliv.
  • At friluftslivet skal have aktivitetsmuligheder og kvalitet i særklasse, der appellerer til fremtidens borgere, turister og virksomheder.
  • At etablere flere friluftsaktiviteter på og ved vandet.
  • At sikre god adgang til natur og kyst samt sammenhæng mellem stier, støttepunkter og faciliteter.
  • At alle på tværs af alder og mobilitet skal have adgang til forskellige natur og friluftsoplevelser.
  • At sikre plads til friluftsoplevelser med ro og fordybelse samt til aktiviteter med puls og adrenalin i top.
  • at styrke den fysiske og mentale folkesundhed gennem gode muligheder for friluftsaktiviteter.
  • At øge kendskabet til friluftsliv gennem formidling og læring.
  • Udviklingen af friluftsliv skal ske i respekt for og med hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige værdier
  • Udviklingen af friluftsliv skal ske med hensyntagen til og i samarbejde med foreninger, grundejere, erhvervslivet, skoler og institutioner og andre relevante samarbejdspartnere.

10.1.1 Planlægning for friluftsområderne

I og ved friluftsområderne må der ikke planlægges til anden anvendelse på en sådan måde, at de rekreati­ve værdier forringes.

10.1.2 Hensyn til landskabelige og naturmæssige værdier

Udviklingen af friluftsliv skal ske i respekt for og under hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige værdier, således oplevelsesværdi og natur ikke forringes.

10.1.3 Øhavstien

Den regionale rekreative sti Øhavsstien skal sikres og gerne udbygges med lokale stisløjfer.

10.1.4 Hensyn i forbindelse med udnyttelse af vandløb, søer og kystvande

Udnyttelse af vandløb, søer og kystvande må ikke fo­rringe muligheden for en vari­eret rekreativ anvendelse af vandområderne - eller forringe muligheden for at opnå en god økologisk og fysisk tilstand for vandområderne.

10.1.5 Sejlads på vandløb og søer

Der må periodevis sejles på vandløbene Odense Å, Hattebæk og Horne Mølle Å samt periodevis for uddannelsesinstitutioner på Ringe Sø og Sundet

10.1.6 Udvidelse af lystbådehavne

Lystbådehavnene ved Faaborg, Faldsled, Fjællebroen og Avernakø kan udvides og forbedres til fordel for turister og fastboende

10.1.7 Udvidelse af Bjørnø havn

Havnen på Bjørnø kan udvides og forbedres til fordel for turister og fastboende. Udvidelsen og renoveringen skal ske inden for rammerne af ca. 50 bådpladser.

10.1.8 Udvidelse af havne

Udvidelser af havne skal placeres i til­knytning til eksisterende hav­neanlæg med henblik på at sikre værdifulde landskaber og naturområder langs kyster­ne mod landskabsforstyrrende anlæg og bebyggelse.

10.1.9 Opsætningen af bade- og bådebroer

Opsætningen af bade- og bådebroer skal ske i overensstemmelse med Faaborg-Midtfyn Kommunes gældende administrationsgrundlag for bade- og bådebroer og i overensstemmelse med zoneinddelingen for bade- og bådebroer på hovedkort_11.

Vi har noget af Danmarks skønneste natur. Det skal flere have glæde af i deres fritid. Derfor vil vi gøre det endnu lettere at udfolde sig i naturen. At dyrke den og leve af den. Vi ønsker at dele vores natur og fantastiske landskab med resten af Danmark. Derfor inviterer vi til friluftsaktiviteter i Tarup-Davinde, Det Sydfynske Øhav, i bakkerne og på øerne og giver smagsprøver på alt det gode, vi kan.

Rammerne om det gode liv er i fokus. Friluftslivet og adgangen til nærrekreative områder spiller en stor rolle for dem, der bor i Faaborg-Midtfyn Kommune, og det er samtidig et af vores bedste kort, når det handler om at tiltrække og fastholde tilflyttere. Derfor er mulighederne for at udfolde sig i naturen væsentlige, når vi udvikler vores byer og små lokalsamfund. I Udviklingsstrategi 2019 - Sammen om det bedste sted understreges det, at en af de næste års satsninger er udviklingen af attraktive friluftsaktiviteter.

Strategi for Fritids- og Friluftslivet i Faaborg-Midtfyn Kommune 2019-2026: Sammen om et aktivt udeliv og gode lokale fællesskaber blev besluttet i april 2019. Det er landets første strategi, der samler fritids- og friluftslivet i én helhed. Den afløser vores to tidligere strategier: Friluftsstrategien og Fritidsstrategien. Den nye strategi er et stærkt udgangspunkt, og skal bane vejen for en lang række nye indsatser på både fritids- og friluftsområdet. Strategiens mål og prioriteringer er indarbejdet i dette tema.

Kommunalbestyrelsen bakker op om, at grundlaget for friluftsliv og naturoplevelser er en rig natur. Udviklingen af friluftsliv omfatter derfor også en aktiv indsats for at sikre og udvikle områdets natur – og dermed en fortsat investering i naturforbedringer og naturbeskyttelse.

 

Tværkommunalt samarbejde

Friluftslivet foregår på en række områder på tværs af kommunegrænser, og for at løfte de store muligheder i potentialet prioriterer kommunalbestyrelsen, at en del af udviklingsarbejdet sker i samarbejde med andre kommuner, statslige myndigheder, interesseorganisationer, private lodsejere, private fonde, investorer mv. Det drejer sig blandt andet om samarbejder med Geopark det Sydfynske Øhav/Naturturisme I/S, Havørred Fyn, Tarup Davinde I/S, Trente Mølle Naturskole, Destination Fyn, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og mange flere vigtige samarbejdspartnere.

Samarbejderne sætter fokus på udviklingen af faciliteter, formidling, oplevelsesmuligheder, stier, certificeringer og meget mere. Heraf kan nævnes Naturturisme I/S, som er et samarbejde mellem kommunerne Svendborg, Langeland, Ærø og Faaborg-Midtfyn, og heri arbejdes på at udpege Det Sydfynske Øhav som Geopark.

 

Friluftsliv og byudvikling

Kommunalbestyrelsen har vedtaget helheds- og masterplaner for byudviklingen i kommunens udviklingsbyer Faaborg, Ringe, Årslev og Nr. Lyndelse. Alle planer indeholder elementer med betydning for udvikling af friluftslivet i og omkring byerne. Adgang til naturen og nærrekreative arealer er en af de vigtigste bosætningsparametre, og derfor er det vigtigt, at der er stor bevidsthed om dette i den fremtidige byudvikling - til gavn for nuværende og fremtidige borgere.


Endvidere er der i samarbejde med Odense Kommune vedtaget Struktur- og Helhedsplan for Tarup-Davinde området. Den danner grundlaget for det videre arbejde med at udvikle hele området til et regionalt natur- og friluftsområde. Der er tillige udarbejdet en lokalplan for at sikre den rekreative udvikling i området.

 

Anvendelsen af vandløb, søer og kystvande

Vandløb, søer og kystvande udgør en væsentlig rekreativ ressource. Det er her, der sejles, bades, fiskes og jages med mere. Det er vigtigt, at de rekreative anvendelser kan udvikle sig under gensidig hensyntagen til hinanden, og at den samlede anvendelse ikke hindrer, at natur og miljøtilstanden kan forbedres.

De miljømæssige aspekter omkring vandløb, søer og kystvande reguleres ikke gennem kommuneplanlægningen, men gennem Statens vandplanlægning. Det er vigtigt, at den rekreative anvendelse af vandløb, søer og kystvande spiller sammen med de nationale mål i vandområdeplanerne.

Rekreativ udnyttelse af vandløb, søer og kystvande er for eksempel badning, lystfiskeri, kanosejlads, motorsejlads og jagt.

Muligheden for en mere varieret rekreativ anvendelse af vandløb, søer og kystvande skal styrkes. Anlæg, der udnytter eller lokaliseres i vandområderne, skal medvirke hertil og til at opnå en god tilstand for vandområderne. Der vil blive lagt vægt på en bedre adgang til at benytte vandområderne rekreativt. Benyttelsen skal dog afvejes, så beskyttelsen af vandområdernes landskabelige, rekreative, naturmæssige og miljømæssige værdier ikke reduceres.

 

Sejlads på vandløb og søer

Der må sejles på enkelte vandløb og søer i kommunen. Fælles for al sejlads er, at det alene må ske med robåd, kano og kajak. Sejladsen må ikke være til skade eller ulempe for vandløbet, jagt, fiskeri eller rørskær.

Der må sejles på følgende vandløb:

  • Odense Å: Der må sejles på Odense Å fra kommunegrænsen til Nørre Broby fra 1. november til 1. april
  • Hattebæk: Der må sejles fra udløbet i Helnæs Bugt til det sted, hvor Landevejen/Assensvej krydser åen hele året.
  • Horne Mølle Å: Der må sejles fra udløbet i Helnæs Bugt til det sted, hvor Landevejen krydser åen hele året.

På Ringe Sø og Sundet må kun uddannelsesinstitutioner sejle i forbindelse med deres undervisning. Sejladsen skal foregå fra 1. september til 31. marts med båd uden motor. Sejlads på andre tidspunkter må ikke finde sted grundet hensynet til ynglesæsonen for fugle. I forbindelse med prøvetagning må der udlægges enkelte bøjer.

 

Fiskeri langs vandløb

Der må fiskes med stang med sædvanligt gyldigt fisketegn langs vandløbsstrækninger, hvor kommunen er bredejer. Det er særligt strækningerne ned til Odense Å i Nr. Broby og Brobyværk, der har fiskemæssig interesse.

 

Lystbådehavne og bådehavne

Lystbådehavne omfatter egentlige havneanlæg for lystbåde samt hertil knyttede faciliteter, som f.eks. landarealer til parkering og vinteroplægning samt skibshandel, toilet og badefaciliteter, telefon mv. Bådehavne har mange træk til fælles med lystbådehavne, men er typisk mindre og ikke så rigt udstyret med faciliteter. Bådehavne omfatter også i den nederste ende jollehavne, der ikke huser kølbåde, men alene de små joller, som ellers typisk trækkes op på den åbne kyst efter endt brug.

Faaborg-Midtfyn Kommune har naturlige forudsætninger for sejlerturisme i topklasse. Kommunalbestyrelsen vil satse kraftigt på, at kysten og øerne udvikler sejlerturismen kombineret med forbedrede sejlsportsmuligheder for borgerne.

Kommunalbestyrelsen vil som led i udviklingen af turisme og oplevelsesøkonomi i Faaborg satse på og give mulighed for, at lystbådehavnen udvides, at havnen udvides med en skudehavn, at arbejde for etablering af et søsportscenter, at der kan etableres et feriecenter med vandrelaterede aktiviteter ved bunden af Faaborg Fjord, og at havne- og bymidtemiljøet generelt opgraderes til fordel for sejlere.

Kommunalbestyrelsen vil herudover fastholde muligheder for at udvide og forbedre havnen på Bjørnø til fordel for turister og fastboende samt muligheder for udvidelser af lystbådehavnene ved Faldsled, Fjællebroen og Avernakø. Lyø lystbådehavn er lokalplanlagt, men udvidelsen er ikke gennemført endnu.

 

Bade- og bådebroer

Kommunens kyststrækning har en stor landskabelig og rekreativ værdi. Det er derfor vigtigt at tage hensyn til naturen, landskabet og offentlighedens adgang til at gå en tur langs stranden, når der sættes bade- og bådebroer op. For at styrke beskyttelsen af de landskabelige værdier langs kysten skal de uberørte og åbne kystrækninger friholdes for udbygning med bade- og bådebroer. I de helt bynære kystkulturmiljøer kan de mange mindre bade- og bådebroer bibeholdes og sikres en tidssvarende udvikling.

Ud fra denne betragtning har Faaborg-Midtfyn Kommune vedtaget retningslinjer for, hvor og hvordan der kan meddeles tilladelse til at opføre nye eller ændre eksisterende bade- og bådebroer. Retningslinjerne er knyttet til en zoneinddeling af kysten, der afspejler de forskellige beskyttelsesinteresser og kan læses i det gældende Administrationsgrundlag for bade- og bådebroer.

 

Udpegede badeområder

Kommunens badestrande er en væsentlig attraktion såvel for kommunens borgere som turister. Kommunen har i kommuneplanen optaget de 13 badestrande, hvor der føres tilsyn med badevandskvaliteten. De 12 er beliggende ved havet, og en enkelt er beliggende ved Tarup-Davinde.

Faaborg Havnebad er flittigt brugt og tillige markeret som bademulighed nr. 14 på kortet. Her er forbedrede adgangsmuligheder for personer med nedsat mobilitet. Ligeledes er der ved Klinten i Faaborg giver en handicaprampe personer med nedsat mobilitet mulighed for adgang til Det Sydfynske Øhav.

 

Rekreative faciliteter

Faaborg-Midtfyn Kommune vil med samarbejdsprojekter på og ved de rekreative faciliteter understøtte det organiserede såvel som det uorganiserede friluftsliv for borgere og turister i alle aldre. De mange rekreative faciliteter, på både kommunal, statslig, privat og foreningers arealer, udgør et netværk af friluftslivsfaciliteter bredt ud over hele kommunen. Større kommunale samarbejdsprojekter om friluftsliv og rekreative faciliteter:

  • Millinge Klint: Blåt støttepunkt med 7 kystnære shelters, sauna, bålhytte og toiletter. God tilgængelighed idet shelterpladsen også kan entreres med køretøjer.
  • Horne Næs: Blåt støttepunkt med 3 kystnære shelters og muldtoilet.
  • Bittenhus: Lejrskole der understøtter især de maritime læringstilbud og med en vision om at udvikle stedets faciliteter og brug til et Kystakademi, hvor den maritime læring indtænkes bredt i flere uddannelser.
  • Lærkedal: Rekreativt areal på Naturstyrelsens areal og under udvikling til støttepunkt for friluftslivsaktiviteter. Her indtænkes en særlig indsats for at styrke børn og unges friluftsliv.
  • Pipstorn Skov: Privat skovområde udlejet til kommunen til at fremme Faaborgs friluftsliv. Her indtænkes en særlig indsats for at styrke børn og unges friluftsliv gennem formidling og læring i skoletiden.
  • Trente Mølle: Naturlejrskole på Naturstyrelsens areal med adskillige aktivitetsmuligheder for mange forskellige grupper samt hotspot for formidling og læring om friluftsliv som skoletilbud.
  • Tarup-Davinde-området: Naturskole i grusgravsområde med adskillige aktivitetsmuligheder for alle grupper samt hotspot for formidling og læring om friluftsliv som skoletilbud.
  • Gåsebjergsand: Et samlingssted på Naturstyrelsens areal i Svanninge Bakker for friluftsaktiviteter i både højt og lavt tempo, og med en vision om at skabe bedre faciliteter til aktiviteter for friluftsliv i særklasse.
  • Faaborg Havnebad: Havnebadet bruges i høj grad til det uorganiserede friluftsliv og er stedet, hvor man på tværs af alder og mobilitet kan få en svømmetur i Det Sydfynske Øhav.

Færdselsmuligheder

Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker løbende at forbedre udbygningen af og sammenhængen mellem stier, friluftsstøttepunkter og -faciliteter. I tilknytning til vandre-, cykel- og rideruter er etableringen af geografisk relaterede støttepunkter og faciliteter af stor vigtighed, og skal samtidig ske under hensyntagen til både benyttelse og beskyttelse af stedet som helhed.

Ad vandreruter

  • Øhavsstien bugter sig gennem det sydfynske landskab. Det er kommunens vision, at der arbejdes på flere rundtursmuligheder i relation til Øhavsstien.
  • Banestien er den nedlagte jernbanestrækning mellem Korinth og Ringe, der anvendes som rekreativ rute for offentligheden, og kan anvendes til vandring.
  • I Tarup-Davinde-området er et net af stier mellem grusgravene i konstant udvikling.
  • I kommunen findes et rigt væld af lokale stier og tæller både Hjertestier, Kløverstier, Spor i Landskabet og mange flere stityper. Kommunen værdsætter disse initiativer, der er med til at skabe sammenhængskraft, og ønsker at bakke op om de lokalt funderede stiprojekter.

Ad cykelruter

  • Banestien er den nedlagte jernbanestrækning mellem Korinth og Ringe, der anvendes som rekreativ rute for offentligheden, og kan anvendes som cykelrute
  • Østersøruten er en skiltet national cykelrute, som bugter sig gennem kommunens bakkede landskab og understøtter cykelturismen på Sydfyn.

Ad rideruter

  • I Tarup-Davinde området i nord er der etableret et netværk af rideruter.
  • På Sydfyn bugter Riderute Sydfyn sig gennem landskabet med sine 75 sammenhængende kilometer.
  • Banestien er den nedlagte jernbanestrækning, der mellem Korinth og Ringe anvendes som rekreativ rute for offentligheden og kan anvendes til ridning.
  • Findingestien mellem Ringe Skov og Espe Skov kan også rides på.
  • Kommunens vision er at sammenkoble rideruter på tværs i ønsket om at skabe større sammenhængskraft.