Redegørelse - Områdeafgrænsninger
Kommuneplan 2019 ændrer bymidteafgrænsningen i Ringe samt bymidteafgrænsningen i Årslev og omdanner den hidtidige bymidte i Sdr. Nærå til et lokalcenter.
De øvrige bymidteafgrænsninger og afgrænsninger af områder til butikker med særligt pladskrævende varer fastholdes.
Planlovens § 11e, stk. 5 indeholder krav til redegørelse, når en bymidteafgræsning ændres.
Vurdering af behovet for nybyggeri
Udvidelsen af bymidten i Ringen er udelukkende en mindre justering af afgrænsningen, så hele Nettos jordstykke bliver omfattet af bymidten. Rammen for nybyggeri ændres ikke. En eventuel udvidelse af Netto skal ske inden for den hid til gældende ramme.
Vurdering af mulige områder, der kan inddrages i bymidten
Der er ingen alternativer til justeringen af bymidteafgrænsningen, så den passer til Nettos jordstykke.
Vurdering af hvordan planlægningen tilgodeser detailhandelsstrukturen
Netto ligger bortset fra et mindre areal allerede i dag i bymidten og stemmer derfor overens med planlovens formål om at detailhandelsudviklingen skal ske i den centrale del af en by, og stemmer overens med Faaborg-Midtfyn Kommunes mål om at styrke Ringe bymidte.
Konsekvenser for bymiljøet
Udvidelsen vil ikke have konsekvenser for bymiljøet, da det alene er en mindre justering til de faktiske forhold.
Konsekvenser for afvikling af trafikken
Udvidelsen vil ikke have konsekvenser for afviklingen af trafikken, da det alene er en mindre justering.
Vurdering af behovet for nybyggeri
Der er for få dagligvarebutikker i Årslev-Sdr. Nærå til at omsætningstal og handelsbalance må offentliggøres, men det ligger fast, at der i Årslev-Sdr. Nærå er underskud på dagligvarehandlen. Det lokale udbud af dagligvarebutikker i Årslev- Sdr. Nærå svarer ikke til byens størrelse. Byen er vokset meget men dagligvarehandlen er ikke fulgt med. Der er ikke lavet undersøgelser af, hvor borgerne i Årslev-Sdr. Nærå køber dagligvarer, men byen er arbejdsmæssigt og på andre områder orienteret mod Odense. Der er ingen tvivl om, at Årslev-Sdr. Nærå også handelsmæssigt er orienteret mod Odense. Tæt på Årslev-Sdr. Nærå er der i Odense et stort udbud af både dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker.
En del indkøb af dagligvarer vil ske i Odense på vej hjem fra arbejde eller andre ærinder i Odense.
En ny dagligvarebutik i Årslev vil give byen et større udbud, og det vil få nogen af dem, der i dag køber dagligvarer i Odense, til at købe dagligvarer lokalt i Årslev i stedet for. Samtidig med at en ny dagligvarebutik vil hente dagligvarehandel hjem fra Odense, vil den også hente en del af sin omsætning fra de eksisterende dagligvarebutikker i Årslev-Sdr. Nærå.
Fra to bymidter til en bymidte Årslev og et lokalcenter i Sdr. Nærå
I dag er der udlagt to bymidter i Årslev-Sdr. Nærå– en i Årslev og en i Sdr. Nærå, da der har været udlagt én bymidte i hver af de to oprindelige landsbyer, der så med tiden er vokset sammen til en by. Planlovens § 5m, stk. 2 fastlægger, at hver by kun må have én bymidte, men da der ikke indtil nu er sket ændringer i nogle af afgrænsningerne har de jf. Planlovens § 5m stk. 3, kunne eksistere side om side. Dog fastlægger § 5m stk. 3 også, at hvis der sker en ændring i afgrænsningen på en af bymidterne, vil bestemmelsen om én bymidte træde i kraft.
I forbindelse med Forslag til Kommuneplan 2019 var der indgivet ønske om udvidelse af bymidteafgrænsningen til dagligvareformål, hvilket kommunalbestyrelsen ønskede at støtte op om. I forbindelse med høringen blev ønsket dog trukket tilbage. Da der ikke længere er et konkret ønske om en udvidelse ønsker man, at der fortsat støttes op om så koncentreret en bymidte som muligt - i overensstemmelse med udviklingstankerne for Fremtidens Forstad. Herved understøttes kommunalbestyrelsens mål om, at den tidligere brugsgrund tages i brug til butiksformål først.
Som konsekvens af kommuneplanforslagets udvidelse af bymidteafgrænsning er bymidten i Sdr. Nærå foreslået omdannet til et lokalcenter. Da der senere kan være brug for at udvide bymidteafgrænsningen i Årslev, fastholdes denne prioritering med vedtagelsen af kommuneplanen.
Ændringen af bymidten i Sdr. Nærå til lokalcenter betyder, at der maksimalt kan være 3.000 m² butiksareal i området, og at butikkerne ikke må være større end 1.200 m². Sdr. Nærå bymidte rummer i dag fire butikker – Spar, en bager, en beklædningsbutik og en cykelhandler. De har tilsammen et areal på 1.500 m². Spar har som den største butik et areal på 950 m². Det betyder, at Spar stadigvæk har mulighed for at udvide sin butik, selvom Sdr. Nærå bymidte ændres til et lokalcenter. Hvis den samlede arealramme for lokalcentret sættes til 3.000 m², vil der også være mulighed for enten udvidelser af de eksisterende eller etablering af nye butikker. Afgrænsningen af lokalcenteret ændres, så det tilpasses de faktiske forhold og den eksisterende butiksstruktur i området. Det vurderes, at der er et tilstrækkeligt stort lokalt kundegrundlag til at understøtte et lokalcenter med samme placering som den hidtidige bymidte i Sdr. Nærå. En screening af det lokale opland viser, at der bor ca. 1.800 personer i området. Det svarer til et årligt forbrugsgrundlag på ca. 45 mio. kr. pr. år og vurderes umiddelbart at være tilstrækkeligt. Oplandet, der er vurderet på, er afgrænset af Tværvej mod vest og af bygrænsen mod nord, øst og syd.
Vurdering af hvordan planlægningen tilgodeser detailhandelsstrukturen
Det vurderes, at en nye dagligvarebutik i Årslev, tæt på den eksisterende dagligvarebutik i Årslev (Rema 1000), vil kunne opnå en omsætning på ca. 45 mio. kr. pr. år. Vurderingen baseres på, at der vil være tale om et moderne butikskoncept med en attraktiv beliggenhed ved en rundkørsel og tæt på den eksisterende dagligvarebutik. Placeringen af de to butikker tæt på hinanden vil skabe et attraktivt sted at købe dagligvarer, fordi kunderne har let ved at købe ind i begge butikker på samme tur, men det betyder også, at de to butikker kommer til at konkurrere om de samme kunder og tage omsætning fra hinanden.