Et godt handelsliv er en vigtig forudsætning for at vi kan have byer med levende bymidter, der er attraktive og rare at opholde sig i. Gode lokale indkøbsmuligheder hører med til at være et godt sted at bo og flytte til. Der er også mange arbejdspladser i detailhandlen. Endelig er der i planloven krav til kommunernes planlægning for detailhandlen. Der er derfor mange grunde til at beskytte og udvikle handelslivet i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Ny detailhandelsanalyse
Faaborg-Midtfyn Kommune har i 2019 fået udarbejdet en analyse af detailhandlen som grundlag for kommuneplanen, og for at kunne opfylde planlovens krav om, at der skal redegøres for detailhandlen som baggrund for kommuneplanens mål, retningslinjer og rammer for detailhandlen. Analysen er en integreret i del af dette detailhandelstema.
Behov for ekstra opmærksomhed på detailhandlen
Byernes handelsliv er under kraftig forvandling i de her år. Nethandlen og ændrede forbrugsvaner har for altid forandret vores bymidter, og det, vi ser nu, er bare begyndelsen. Detailhandlen har hidtil været motor for livet i bymidterne. Sådan er det ikke mere.
Vi må indstille os på, at der bliver færre butikker, men samtidig går vi mere ud at spise, vi køber mere færdigmad, vi går meget op i vores sundhed og skønhed, og så efterspørger vi oplevelser og kultur. Derfor ser vi, at spisesteder, fitness-centre, skønhedsklinikker og kulturtilbud fylder mere i gadebilledet og butikkerne mindre. Men butikkerne ændrer sig også.
En tendens, der kan skabe nye muligheder i Faaborg-Midtfyn Kommune, er at kæderne bliver nødt til at komme tættere på forbrugerne. Når mobiltelefonen er den nærmeste butik, så forsvinder lysten til at køre den lange tur til det store center. Derfor er flere kæder i gang med at udvikle mindre butikker, som kan placeres i mindre byer tæt på forbrugerne, og som kan give de lokale forbrugere mulighed for at kombinere netbutikken med mulighederne for at se varerne i virkeligheden og få personlig service.
Udviklingen giver også de selvstændige butikker nye muligheder, når de tilbyder specielle varer, som kæderne ikke har, og god service. Det gælder alle steder, men især i turistbyer. For Faaborg er det en interessant udvikling. Detailhandelsanalysen har nemlig vist, at turismen på Faaborgegnen yder et pænt bidrag til butikkernes omsætning.
Branchen "Handel" står ifølge Danmarks Statistik for 13 % arbejdspladserne i Faaborg-Midtfyn Kommune og er efter "Sociale institutioner" det største beskæftigelsesområde i Faaborg-Midtfyn Kommune. "Handel" er sammensat af detailhandel, engroshandel mv. Det er ikke muligt at skille detailhandel ud, men detailhandel er sandsynligvis den største underbranche under "handel". Detailhandlen er derfor ikke bare vigtig for vores muligheder for at købe ind lokalt og for bylivet men er også en vigtig arbejdsplads.
Alt sammen fortæller, at der er behov for at understøtte den omstilling, der er i gang og sikre, at vores byers udbud af butikker, spisesteder, service, kultur og oplevelser bliver så godt som muligt. Planloven stiller krav til kommunernes planlægning for detailhandlen, men fremadrettet er der brug for en bredere indsats, der ser på alt det, der gør vores byer spændende at besøge - herunder åbningstider, bevillinger og mulighed for at benytte byrummet til ophold og events.